Claudias vej til dansk gik gennem Sprogcenter Vejle, Rasmus Seebach og kvindefodbold
Læsetid: 6 min
For fire år siden fik Claudias mand, Antonio, tilbudt at følge med sin virksomhed, som åbnede en afdeling i Danmark. Familien tog chancen og flyttede fra Chile til Vejle med deres to børn på dengang 3 og 5 år. Antonio, som er ingeniør, fortsatte sit arbejde i virksomheden, børnene begyndte i børnehave og skole, og Claudia gik hjemme i det lille hus på Nørremarken og forsøgte at få det hele til at falde på plads i familiens nye tilværelse.
”Det var totalt kaos,” fortæller hun.
Når Claudia skulle købe ind, stod hun og kiggede fortabt på hylderne i køledisken, for hun kunne ikke tyde, hvilke af de mange forskellige blå kartoner, der indeholdt mælk. Børnene begyndte at få danske venner, men nogle af dem turde ikke komme hjem til Claudia og Antonio, fordi de ikke forstod dem. De få mennesker, familien selv dannede relationer med, var andre internationale medarbejdere, så det danske liv forblev et mysterium, som hun kun kunne betragte udefra.
”Det første år var så svært. Jeg tænkte hele tiden, ’hvad laver jeg her?’” fortæller Claudia.
Efter et halvt år i Danmark begyndte Claudia til dansk på Sprogcenter Vejle – og hendes eneste fortrydelse er, at hun ikke startede med det samme.
”Det var fantastisk,” smiler Claudia. "For nogen vil det første skridt ind i den danske kultur måske være et job, men for mig var det sproget. Og sprogcentret blev for mig også et vigtigt socialt møde. Det var det første sted, hvor jeg kendte nogen i Danmark. Og derfor skulle jeg være startet med det samme. Det ville have gjort min første tid meget nemmere.”
"Kun 5 millioner taler dansk..."
I begyndelsen drømte Claudia bare om at lære dansk nok til at overleve den nye hverdag og tyde køledisken i supermarkedet. Men efterhånden voksede Claudias behov.
”Vi modtog beskeder fra børnenes skole, børnehave og fritidsinteresser, som vi skulle læse og svare på, og vi mødte de andre forældre. Så vi skulle snakke dansk,” siger Claudia med eftertryk. ”There was no other way.”
”Inden vi flyttede til Danmark, tænkte jeg, at jeg selvfølgelig ville lære dansk. Men på den anden side er der jo kun 5 mio., der taler dansk, så jeg tænkte, jeg kunne overleve på engelsk,” forklarer Claudia, der kom fra Chiles hovedstad, Santiago, som i sig selv har 5 mio. indbyggere.
”Og ja,” fortsætter hun, ”jeg kan overleve på engelsk – men det er ikke det samme. Jeg kan ikke deltage på samme måde, jeg kan ikke tale med mine børns venner.”
Da familien efter et år flyttede til Ømkulevej på Søndermarken, blev det endnu et vendepunkt. De landede i et fantastisk nabofællesskab, og i det øjeblik slog den danske verden dørene op. Naboerne blev med tiden til venner, og den chilenske familie blev inviteret med til alt fra nabogrill og sankthansbål til nytårsfest og julefrokost.
”Det var en stor forandring. Vi fik nye venner, og vi kom ind på kulturen og ind i det danske liv. Vi har været til konfirmationsfest, som man ikke har i Chile. Vi vidste ikke, hvad vi skulle. Hvad skal vi give som gave? – Okay, penge. – hvor meget?” fortæller Claudia og ler.
Claudia og hendes familie slår også ofte deres dør op og deler Chile med deres danske venner.
”Vi fejrer chilenske nationaldage herhjemme – med vores danske venner! Vi serverer chilensk ceviche og empanadas for dem. Det er fantastisk,” smiler Claudia.
"Måske går det dårligt, men det er lige meget!"
Da Claudia færdiggjorde sin Prøve i Dansk 2 med topkarakterer, var hun stadig usikker på at tale dansk. Hun fortsatte på FVU-dansk og -matematik, men på et tidspunkt besluttede hun, at der skulle ske noget andet – noget, der fyldte flere af ugens dage ud.
”På sprogcentret er alle på samme niveau og taler med de samme ord. Vi lærer teori – men vi skal træne i the real life. Måske går det dårligt, men det er lige meget. Jeg er nødt til at gøre det alligevel,” forklarer Claudia. ”Det er vigtigt med ’det er lige meget’!” siger hun og ler.
Da hun så, at Vejle Kommune søgte en vikar til at dække ekstrabehov rundtomkring i kommunens daginstitutioner, skrev hun en ansøgning og sendte den afsted. Lige inden deadline.
”Jeg troede ikke, der ville ske noget ved det, og det var okay. Men næste morgen kl. 9 ringede de og spurgte, om jeg kunne starte i dag. Og jeg sagde ja,” fortæller Claudia. ”Jeg tænkte, okay, jeg skal bare lukke øjnene og afsted. Jeg vidste ikke noget, og jeg lavede mange fejl. But I did it.”
Som vikar kom hun ud i en række forskellige daginstitutioner, i både vuggestuer og børnehaver. Hver uge var det nye kolleger og nye børn.
”Jeg var så nervøs. Der var så meget, jeg ikke forstod. Jeg skal deltage i møder, og det er meget svært! Men jeg gør det, og hver gang forstår jeg lidt mere,” Claudia smiler.
”Det er også megagodt for mig. Jeg taler kun dansk på arbejde. Hver dag lærer jeg nye ord og sætninger, som man ikke kan lære på sprogcentret. En dag sagde min kollega til mig: ’Har du fuldt hus?’ Jeg tænkte: ’fuldt hus… fuldt hus… hvad betyder det?’ Okay, det betyder at alle børnene er kommet!” Claudia ler. ”Der er så mange danske udtryk. Nogle gange må jeg lige tænke to minutter, før jeg forstår. Og nogle gange er det først, når jeg kommer hjem, at jeg tænker: ’ej! Det var dét, det betød!’” fortæller hun og ler.
Selvom det er svært og hårdt, og hun indimellem går helt i sort og glemmer alle sine danske ord, oplever hun, at hendes kolleger er tålmodige og hjælpsomme. Og for nyligt blev hendes vikariat til en fast stilling som pædagogmedhjælper i vuggestuen Mælkebøtten i Ny Højen.
Vejen til dansk går gennem musik og fodbold
På Claudias vej ind i en dansk hverdag var opgaverne, træningen og fællesskabet med de andre kursister på sprogcentret uundværligt. Men der var også andre, uundværlige skridt at tage.
”Det hjalp mig meget at se nyheder på dansk, høre dansk musik og læse sangteksterne. På den måde har vi også lært meget om dansk musik,” fortæller Claudia. Hendes mand er musikentusiast og i stuen står en reol, som er tæt pakket med LP’er i alle genrer. På hylden ovenover er det TV2 og Rasmus Seebach, der deler hæderspladsen med det chilenske rockband Los Prisioneros.
Men Claudias bedste råd til at lære dansk står soleklart: ”Please, alle sammen, deltag i mange aktiviteter! Så mange as possible!”
”Det er den eneste vej,” siger Claudia. ”Er der forældrekaffe i dine børns institution, så tag med. Måske forstår du ikke noget, men du hører dansk. Og hver gang forstår vi lidt mere.”
”Jeg er frivillig i min søns fodboldklub og jeg spiller fodbold på et fantastisk kvindehold, Vejle FC Damesenior, fordi min veninde inviterede mig. Jeg havde aldrig spillet fodbold før og jeg forstod ingenting, da jeg begyndte, men det er den eneste vej til at lære mere dansk,” fortæller Claudia.
Til det seneste forældremøde på sin søns skole tog Claudia mod til sig og sagde en hel lang sætning på dansk. Mange gange før havde hun haft lyst til at sige noget, men var ikke nået videre end til at tænke over, hvordan hun mon kunne sige det på dansk.
”Jeg sagde det hele den dag! Og de sagde ikke: ’jeg forstod ikke…’ – de svarede bare, som en helt almindelig samtale,” smiler Claudia. ”Når jeg kan tale dansk i sådan en situation, kan jeg mærke, jeg er på vej.”
”Da jeg kom til Danmark, var mit første mål bare at læse og forstå, hvad sødmælk betyder. I fremtiden vil jeg gerne have et job, der relaterer sig til min uddannelse som arkitekt. Men for nu er det her godt. Jeg er så glad,” siger Claudia og smiler.
”Det første år overlevede jeg bare. Men nu lever jeg.”
Af Camilla Søndergaard, August 2023