Jeg læ­rer dansk, for­di...

Hvert år vælger cirka 1500 voksne udlændinge at lære dansk på Sprogcenter Vejle. Mød nogle af dem her.

For Rameen fra Afghanistan var det naturligt, da han flyttede til Danmark, at han også skulle lære sproget.

"Jeg vil gerne kunne deltage, ligesom alle andre, derfor vil jeg gerne lære dansk. Jeg kan ikke så godt lide kun at kunne snakke engelsk med folk," fortæller han. "Jeg synes også, at sproget giver bedre mulighed for at lære kulturen at kende. Og det vil jeg gerne, for jeg vil gerne blive boende i Danmark."

"Jeg vil gerne finde mig et godt job, og jeg taler ikke så godt engelsk. Derfor vil jeg gerne lære dansk," fortæller Aliakbar fra Iran, som har lært dansk på Sprogcenter Vejle i 2 ½ år. "Jeg kan bedst lide, når vi skal snakke dansk, for jeg snakker ikke så meget dansk på mit arbejde," siger Aliakbar. Han arbejder ved Wolt, hvor han taler lidt dansk med kunder og restauranter.

Kursister
Aliakbar og Rameen er snart færdige med deres Danskuddannelse 2.

Engelsk var alligevel ikke nok

Mens Aliakbar og Rameen begyndte at lære dansk kort tid efter, de flyttede til Danmark, boede klassekammeraten Marius fra Rumænien i mere end tre år i Danmark, før han begyndte at lære dansk.

"Jeg brugte engelsk de første år, og det var fint. Men i nogle situationer var det ikke nok, fx hos lægen," fortæller Marius. "Så jeg vil gerne kunne snakke dansk. For at blive integreret i Danmark, for jeg vil gerne bo her hele livet."

Marius synes, det har været svært at lære dansk. "Det er ikke nok kun at lære dansk i skolen," siger han, og fortæller, at det har hjulpet ham at se dansk fjernsyn og ikke mindst at få danske venner, som han nu kan snakke med på dansk.

Også Rameen og Aliakbar har brugt dansk fjernsyn og radio til at lære dansk - men de fremhæver også det nødvendige i at få danske venner, som de kan snakke dansk med.

"Jeg havde en sjov oplevelse på mit arbejde," fortæller Rameen. "Jeg spurgte min danske kollega: 'hvornår har vi møde?' Men min kollega forstod ikke min udtale, så han sagde bare: 'hvad er det?' Da han forstod, hvad jeg mente, kunne han hjælpe mig med den rigtige udtale af 'møde'," ler Rameen.

"Vores udenlandske venner forstår, selv når vi ikke siger det helt rigtigt. Vi har brug for at snakke med danskerne for at få den rigtige udtale," fortæller Rameen, der er glad for, at han har gode kolleger, som gerne vil hjælpe ham med at lære dansk.

Planen er mere dansk

Snart er de tre klassekammerater igennem Danskuddannelse 2 på Sprogcenter Vejle. Deres mundtlige prøve venter lige om hjørnet, og de har forberedt en mundtlig præsentation. Aliakbar og Rameen har begge valgt at fortælle om deres drømmejob.

"Jeg drømmer om at have min egen, iranske restaurant. Jeg har altid lavet meget mad og har arbejdet på restaurant i fire år i Iran," fortæller Aliakbar. Rameen har en bachelor i erhvervsøkonomi og drømmer om at uddanne sig til softwareingeniør.

På vejen mod drømmejobbet har både Rameen og Aliakbar valgt at fortsætte med at lære dansk på FVU på Sprogcenter Vejle. FVU har et skriftligt fokus, mens Danskuddannelsen giver det almene hverdagsdansk. Desuden kan FVU give adgang til videre uddannelse. Derfor er det en meget attraktiv overbygning til Danskuddannelse 2.

Marius har i stedet valgt at starte på VUC på Campus Vejle, hvor han skal tage forberedende fag på basis niveau, så han senere kan tage en 9. klasses afgangsprøve. "Så må vi se, hvad der skal ske," smiler han. "Jeg har lang tid til at tænke over, hvilken uddannelse jeg vil tage."

Alexander fra Singapore: Jeg lærer dansk for at få min autorisation som læge. Jeg lærer også dansk, fordi jeg gerne vil kunne hjælpe mine børn med deres lektier.
Bogdan fra Rumænien: Jeg lærer dansk, fordi jeg gerne vil på universitetet. Efter Prøve i Dansk 3 vil jeg gerne fortsætte på Studieprøveholdet.
Ming fra Taiwan: Jeg lærer dansk, fordi jeg gerne vil kunne tale med min dansk svigerfamilie. Og fordi det er nemmere at lære kulturen at kende, når jeg kan sproget.
Aliakbar fra Iran: Jeg lærer dansk, fordi jeg gerne vil have et godt job. Jeg drømmer om at have min egen restaurant.
Marius fra Rumænien: Jeg lærer dansk for at blive integreret i Danmark. Jeg brugte engelsk de første år, men i nogle situationer er det ikke nok. Derfor vil jeg gerne kunne snakke dansk.