The house – æ hus – huset: om bestemthedens mange udfordringer
Af Anne-Marie Hatami-Rezania, underviser på Sprogcenter Fredericia
På dansk har vi bestemthed i substantiver som en naturlig og integreret del af sproget.
Vi bruger bestemthed, når vi fortæller om noget, der er kendt af tilhørerne, allerede er præsenteret, noget der har et naturligt tilhørsforhold, eller noget der kun findes én af.
Det kan være i ord eller udtryk som: bilen (vi ved hvilken bil), manden (ham, vi omtalte tidligere), han har ondt i maven (hans mave), eller solen.
Det kan være svært at forstille sig, at det kan volde problemer, når man skal lære dansk – men faktisk er det ikke helt enkelt at lære.
Æ hus
For det første er der rigtig mange sprog, der slet ikke har bestemthed, og hvor definitionen alene sker ud fra konteksten.
Det gælder fx kinesisk, japansk, finsk, tyrkisk og de fleste slaviske sprog, herunder polsk og ukrainsk.
Så overhovedet at forstå, hvad bestemthed egentlig er, kan være en udfordring for en del af vores kursister.
Næste udfordring er den efterhængte bestemthedsartikel: bil-en, hus-et, biler-ne. Langt de fleste sprog, som har bestemt form, markerer det nemlig med foranstillet artikel: the house, das Haus, la casa osv.
– det samme gør i øvrigt vestjysk: æ hus.
Faktisk er det kun de skandinaviske sprog samt bulgarsk, makedonsk og rumænsk, der som dansk har såkaldt enklitisk bestemthed, dvs. at de bestemte artikler hæftes bag på ordet.
Når man så har lært de efterhængte bestemthedsformer, støder man på næste hurdle; nemlig at substantiver i bestemt form forandres fuldstændigt, når der kommer et adjektiv foran, som du kan se i tabellen herunder.
Her mister substantiverne igen den efterhængte bestemthedsartikel, og i stedet bruges den/det/de, som foranstillede bestemthedsartikler – samtidig med at adjektivet får bestemthedsendelsen –e.
Det må siges at være en ret gennemgribende forandring!
På den baggrund er det ikke så underligt, at der bruges en del tid og kræfter på substantivernes bestemte former i undervisningen på sprogcentret.
Ental, ubestemt |
Ental, bestemt |
Flertal, ubestemt |
Flertal, bestemt |
en bil |
bilen |
biler |
bilerne |
en rød bil |
den røde bil__ |
røde biler |
de røde biler__ |
et hus |
huset |
huse |
husene |
et højt hus |
det høje hus__ |
høje huse |
de høje huse__ |